Snart kan du blive mødt af en ny sikkerhedsløsning, når du handler med dit Dankort hos internetbutikkerne. Den nye sikkerhedsløsning består af en engangskode, som du får tilsendt via SMS, hvis du handler for et beløb over 450 kr.
Den nye sikkerhedsløsning kræver, at du har registeret dit telefonnummer, så du kan modtage en engangskode via SMS. Du har også mulighed for at validere dit køb med NemID, hvis du ikke kan modtage en SMS.
Sådan gør du
Hvis din bank ikke allerede har tilmeldt dit mobiltelefonnummer for dig, vil du snart kunne gøre det lige her.
Hvad betyder det helt konkret ?
Hvis du handler for et beløb over 450 kr., modtager du en SMS med en engangskode, som skal indtastes i købssituationen. Du kender det muligvis allerede, hvis du har handlet med internationale kort på nettet tidligere.
Du må aldrig oplyse engangskoden til personer, som ringer til dig eller på anden måde kontakter dig.
Du kan også vælge at validere dit køb med NemID, hvis du f.eks. opholder dig et sted, hvor mobildækningen er dårlig.
Hvor sikker er løsningen ?
Du skal nu have dit Dankort koblet op til dit personlige mobilnummer, og her er de to faktorer (Dankort + telefonnummer) med til at mindske risikoen for 3. mands misbrug af dit Dankort.
Den kode som sendes til din telefon er en engangskode, så du slipper for at skulle huske koder fra gang til gang. Det mindsker også risikoen for misbrug, hvis nogen skulle opsnappe dialogen, når din kode kun kan bruges én gang.
Bliver det nu mere besværligt at handle på nettet ?
Løsningen kræver blot en enkelt ekstra indtastning i betalingsforløbet, som man kender det for internationale kort. Du er derfor hurtigt videre, mens sikkerheden øges.
Er der noget jeg skal gøre som kortholder ?
Hvis din bank ikke allerede har dit mobiltelefonnummer og har tilmeldt dig, kan du fra den 1. juli 2016 tilmelde dit Dankort til sikkerhedsløsningen.
Jeg har flere spørgsmål til den nye sikkerhedsløsning
Ved flere spørgsmål om sikkerhedsløsningen bedes du kontakte din egen bank.
Kilde: Nets