Skal du sætte kameraer op mere end 100 meter væk fra switchen, så er extend måske løsningen for dig. Er PoE nyt for dig, så betyder det kort fortalt, at dit overvågningskamera får strøm, data, lyd og det hele via et netværkskabel.
Det skal du lige vide om "almindelig" PoE
En god tommelfingerregel er, at PoE kan række 70 meter, men det er meget almindeligt, at det virker problemfrit op til 100 meter fra switchen.
Fordelen ved PoE extend
PoE Extend kan komme helt op på 250+ meter. PoE Extend kan oversættes til "forlængelse af strøm via netværkskabel" og egenskaberne retfærdiggør helt sikkert navnet. Skal du montere et videoovervågningskamera på eksempelvis 200 meters afstand, vil PoE Extend være den billigste og måske også den bedste løsning.
Ulempen ved PoE extend
Alt kommer med en pris og det gør PoE Extend også. I dette tilfælde er det båndbredden som man giver afkald på, da standard er 100 Mbit/s pr. port og efter Extend er slået til, falder den til 10 Mbit/s. Det er under normale omstændigheder også helt fint, da de fleste enkeltstående overvågningskameraer, selv i 4K, ligger under 10 Mbit/s, men kameraets opløsning kan have indflydelse på afstanden.
En tommelfingerregel er, at almindelige 4 MP kameraer fungerer op til 300 meter, og 8 MP kameraer fungerer op til 100 meter. Men der er undtagelser, så tag endelig fat i os, hvis du på forhånd ved hvor langt væk et specifikt kamera skal sidde.
Projektering
Skal du ud på længere afstande end ca. 70 meter, ville jeg prioritere en switch med Extend fra starten af. En extend switch er typisk ikke dyrere end en almindelig, men du skal være opmærksom på, at producenterne kun tester deres egne produkter med deres egne PoE switch. Så er det muligt at holde sig til samme mærke, er det altid at anbefale.
Husk, at det ikke er alle overvågningskameraer, der kan køre PoE Extend lige langt. De fleste ligger typisk på 150-250 meter.
Alternativer til PoE Extend
- RF links til trådløs forbindelse over længere afstand
- + Op til 10 KM
- - Kræver strøm i begge ender
- Flere switche mellem kamera og første switch
- + Nemmere at udbygge med kameraer langs signalvejen
- - Dyrere, kræver flere strømudtag til switche, mere belastning
- 3G, 4G eller 5G router / router med SIM kort
- + Overvågningskameraet kan monteres i hele verden.
- - Kræver fast IP adresse hvis den skal tilsluttes en NVR (gælder ikke hvis det "bare" skal selvstændigt på Hik-Connect)
- - Koster normalt et månedligt abonnement.
Det bedste kabel til videoovervågning
Det bedste kabel til IP-overvågningskamera, dørtelefon, intercom mm. både inde og ude er Cat6. Jeg vil normalt ikke anbefale man bruger Cat6A eller Cat7 til almindelige installationer, da det ofte besværliggør monteringen unødvendigt. Dermed ikke sagt, at Cat6A, Cat7, Cat8 (og hvad vi nu er nået til når du læser denne artikel) ikke kan have sin berettigelse, men for private og mindre virksomheder, der bare skal bruge videoovervågning, ville det være overkill, da et Cat6 kabel kan køre op til 10 Gbit/s og derved kan håndtere op til 2.000 kameraer.
Hvis man laver en beregning ud fra præmissen om, at et gennemsnitligt overvågningskamera i 4 megapixel belaster netværket med ca. 5 Mbit/s, så vil en sammenligning se således ud:
PDS kabel / Kategori | Hastighed | Anslåede antal overvågningskameraer |
Cat5 | 100 Mbps v. 100 meter | 20 overvågningskameraer pr. kabel |
Cat5e | Op til 1.000 Mbps v. 100 meter | 200 overvågningskameraer pr. kabel |
Cat6 | Op til 10.000 Mbps | 2.000 overvågningskameraer pr. kabel |
Cat6A | Op til 10.000 Mbps | 2.000 overvågningskameraer pr. kabel |
Cat7 | Op til 40.000 Mbps | 8.000 overvågningskameraer pr. kabel |
Cat7A | Op til 40.000 Mbps | 8.000 overvågningskameraer pr. kabel |
Cat8 | Op til 40.000 Mbps | 8.000 overvågningskameraer pr. kabel |
Vær opmærksom på, at det er kun båndbredden vi sammenligner her. Strømforbruget er meget individuelt fra kamera til kamera.