e-mærkets unikke køberbeskyttelse: Trin-for-trin
Når du handler på en e-mærket webshop, er du helt automatisk dækket af e-mærkets unikke køberbeskyttelse.
Køberbeskyttelsen er GRATIS for dig som kunde, og vi hjælper med alle sager uanset beløbsstørrelse!
Køberbeskyttelsen dækker
• Gratis og effektiv sagsbehandling (i snit 30 dage)
• Mægling og dialog mellem dig og den e-mærkede webshop
• Økonomisk sikring på op til kr. 10.000,- pr. handel ved fysiske varer!
Køberbeskyttelsen dækker helt op til 2 år efter varen er leveret!
Økonomisk sikring på kr. 10.000,-
Den økonomiske sikring dækker, hvis du har købt en fysisk vare, og vi vurderer, at webshoppen ikke har levet op til sine forpligtelser som e-mærke certificeret i relation til;
• Levering
• Fakturering samt hævning og refundering
• Returnering (herunder værdiforringelse)
• Reklamation
• Mangler
• Efterlevelse af afgørelser fra domstole og klagenævn
Dækket i hele 2 år
Køberbeskyttelsen dækker dig som kunde, helt op til 2 år efter varen er leveret, uanset om webshoppen efterfølgende ikke længere er e-mærke certificeret.
Sådan gør du
For at få hjælp skal du, senest 60 dage efter dit krav er opstået, oprette en sag via vores sagsbehandlingsformular (Klik på knappen Opret sag her på siden). Her har du mulighed for at uploade de relevante dokumenter, vores jurister skal bruge for at kunne behandle din sag.
Det dækker den økonomiske sikring ikke
Økonomiske tab, du kan få dækket andre steder, f.eks. via indsigelsesordningen.
Derudover dækker den ikke, hvis webshoppen går konkurs eller lukker, eller i forbindelse med produktansvar, positiv opfyldelsesinteresse, indirekte tab, renter, dækning af ikke økonomiske tab eller i tilfælde af prisfejlssager.
Vejledning ved konkurs
Skulle det mod forventning ske at webshoppen lukker eller går konkurs, så sidder vores jurister klar til at hjælpe og vejlede dig ift. dine rettigheder og dialogen med kurator. Dit økonomiske tab dækkes dog ikke.
Tilbud om udbetaling
Størrelsen på den økonomiske kompensation, e-mærkets jurister når frem til i behandlingen af din sag, skal udelukkende forstås som et tilbud til dig. Du kan vælge ikke at acceptere tilbuddet og i stedet at bringe sagen for en domstol eller et klagenævn. Vælger du derimod at acceptere tilbuddet, fraskriver du dig muligheden for at gå videre med sagen.
e-mærkets forpligtigelser
e-mærket forpligter sig til at sikre, at alle sager af samme type bliver behandlet ens.